Jeg kommer ikke fra en familie, der ved meget om computere. Der er altid bare blevet købt en billig maskine, når min lillebror og jeg skulle have en ny at spille på, og altid med de samme programmer: Den version af Windows der nu engang var på markedet, Windows Office-pakken til at skrive skoleopgaver i, Internet Explorer til netsurfing, og så videre… Jeg var langt oppe i mine teenageår, før det overhovedet gik rigtigt op for mig, at Windows ikke ER computeren. Der er bare et program, der sørger for at computerens dele kan snakke sammen, og vise mig noget brugbart på skærmen. Og der er faktisk et alternativ. Nej.
Ikke ét. Mange. Og hvor Windows sælger deres styresystem i dyre domme, er disse alternativer ganske gratis. Ja jeg fik sågar nærmest smidt prøve-cd’er i nakken, da jeg først begyndte at spørge ind til, hvad det der Linux nu var for noget?
Jeg blev ganske begejstret da jeg begyndte at forstå, at min computer ikke bare kunne køre hurtigere, men også med færre fejl. Det eneste, der afholdt mig rigtigt fra at skifte direkte til en Linux, var at jeg spiller mange spil på min computer. Og da de fleste spil er lavet til at fungere i Windows, kan det være et rent helvede at få dem til at køre i et andet styresystem. Suk.
Nå, jeg valgte at gå på kompromis, og beholde min Windows. I stedet for den dyre Microsoft Office-pakke hentede jeg så det ganske gratis Open Office, der kan stort set det samme. Til internet bruger jeg Firefox i stedet for Internet Explorer, for det er egentlig langt mere sikkert (fra samme side kan mailprogrammet Thunderbird også hentes). Og når nu jeg går og leger kreativ, så ville jeg da gerne have mig et ordentligt billedredigeringsprogram. Mangt en gang har jeg gået og sukket efter PhotoShop. Men hvor er det dog dyrt… Men hov! GIMP er gratis og ligger til fri download på nettet! Og det fungerer skønt! Yay!
Jeg kunne fortsætte længe med listen over gode og gratis programmer, der fungerer lige så godt som de dyre, du måske bliver presset til at købe efter 30 dages prøvetid, der fulgte med computeren da du købte den. Lad være med at installere det antivirus-program, der ligger som prøve på computeren. Hent hellere noget gratis. Hvid du vil se bedømmelser, er spywarefri.dk en fin side, der også linker direkte til de produkter de tester.
Men jeg er vist ved at køre lidt af sporet, her i min iver. For meningen med dette indlæg, var faktisk at spørge Microsoft om noget…
Jeg beholdte Windows, fordi jeg vil kunne spille alle mine pc-spil på min computer.
Så kom Vista. I går fumlede jeg længe med at få Red Alert 2 til at virke i LAN. Det lykkedes, men også kun fordi jeg bor sammen med den dygtigste computenørd, jeg overhovedet kender. Her til aften måtte han give op overfor SW: Galactic Battlegrounds. Og mit vidunderrligt hyggelige Icewind Dale 2 kan jeg heller ikke spille mere.
Så hvorfor, Microsoft? Hvorfor skal jeg blive ved med at bruge jeres system, når mine yndlingsspil ikke engang kan køre i det?
Jeg har lagt Ubuntu på min bærbare nu, indtil videre ved siden af Vista. Nu skal jeg prøve en sidste, desperat løsning, for at spille mit spil. Hvem ved, engang bliver jeg nok så træt af min Vista, at jeg sletter den helt.
I har ikke tabt mig helt endnu, Microsoft. Men I er godt på vej…
Subscribe to RSS


