Jeg er for nyligt startet på uddannelse, og for at have lidt mere end SU’en til at klare huslejen, har jeg fået mig et ‘studiejob’. -som vikar for kirketjeneren i den lokale kirke.

Jeg var engang kristen, men det er efterhånden et par år siden. Jeg ved ikke, om jeg ikke tror på at Gud findes, eller det bare er fordi jeg egentlig ikke synes at den kristne gud er uendeligt god (som jeg ellers er blevet lovet). Hvis det er det sidste, så generer det mig egentlig ikke. Jeg mener, hvis jeg var guddommelig, ville jeg da nok også tage mig et par friheder, og temperamentet kunne måske løbe af med mig, i form af planetære oversvømmelser, ildregn og blandede pakker med plager. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at tilbede en sådan guddom. Fred være med den hellige treenighed, men hvis jeg engang skal have børn, skal de ikke døbes. I det mindste ikke før de selv beder om det, skulle de gå hen og blive kristne af egen fri vilje.

Men det var egentlig ikke det, jeg ville skrive om her.

Som kriketjenervikar oplever man jo lidt af det hele, sådan en kirkekalender har at byde på. Indtil videre har det været et par begravelser og bisættelser. Dem alle af ældre mennesker, der er døde i en høj alder. Det er vemodigt, ja, og jeg har da set mange tårer på de pårørendes ansigter. Men samtidig har jeg hver gang hørt præsten fortælle, hvordan den afdøde havde et godt, langt og rigt liv. Vedkommende døde måske træt og syg, og så er det vel egentlig det bedste at få fred. Det var også hvad jeg tænkte, da jeg for ca. et år siden sagde farvel til min mormors søster. At leve flere år i en hospitalsseng, uden de store håb om bedring, er næppe sjovt, så ville jeg nok også selv foretrække at få gjort en ende på det.

Sådan er livet, man ender med at dø af det.

Lang værre var en grav, fyldt med friske blomster, jeg og den faste kirketjener gik forbi i går. Hun fortalte mig, at de for få dage siden havde begravet et spædbarn. Kun få dage gammel. Føj. Det var en ubehagelig følelse. Og det blev ikke bedre, da hun jo nødvendigvis skulle forklare mig, hvordan en spædbarnsbegravelse foregår forskelligt fra ‘almindelige’ begravelser. Først: Forældrene ønsker normalt ikke deres barn kremeret. Altså er det en begravelse, og ikke en bisættelse. Dernæst: Den almindelige katafalk, som kisterne plejer at stå på, er for stor. Derfor bruger man i stedet et lille bord med en pæn dug på. Det værste var dog det sidste, hun fortalte: En af forældrene bærer selv kisten ind, og stiller den på det lille bord.

!!!

Nej nej nej, jeg fik det rigtig dårligt ved de ord. Jeg har ingen planer om at få børn foreløbigt, men jeg kunne ikke lade være med at sætte mig selv i den situation. At bære sit eget, nyfødte barn i en lille kiste. Puha.

Jeg tror det kan være rigtig hårdt, at arbejde i en kirke. Mentalt, altså. Enten lukker man kynisk af for alle følelser, eller også får man det hele smidt i hovedet med fuld kraft.

Heldigvis er der også glædelige begivenheder i en kirke.

Og lige nu sidder jeg stadig med et lille smil på læberne efter et smukt bryllup, jeg lige har været med til. Nygifte, jeg ved ikke hvem I er, men stort tillykke og ønsker om alt godt for fremtiden!

Verden er heldigvis fyldt med både sorger og glæder.