En blid blæst gled henover engens blomsterspættede tæppe af græs, og videre ind mellem Araskovens jadegrønne kroner. Det hviskede i underskoven, og Njiara kunne høre sten og småkviste skure mod hinanden under sine støvler for hvert skridt.
Men det var det eneste. Ingen fugle kvidrede i den lavthængende sols gyldne stråler, og selv den svage summen af insekter, der ellers synes at være næsten konstant på denne tid af sommeren, var blevet tavs.
”Her er for stille,”
Njiara så tilbage på kvinden, der gik få skridt bag hende. En kort, sølvfarvet manke indrammede Kamés smalle ansigt med de store, mosgrønne øjne. Hendes træk var fine og skarpe, men den medfødte skønhed blev skubbet til side af hendes kolde, reserverede blik.
Njiara nikkede stille.
”Ja,”
Hendes hånd hvilede allerede på skæftet af hendes sværd, mens hun undersøgte skovbrynet omkring dem med sine sanser. Intet at opfange. Hun strøg en lok af det lange, gyldenbrune hår bort fra sit ansigt. For hvert skridt hun tog, slog fletningens hoftelange reb let mod hendes ryg, i en beroligende, velkendt rytme, hun ikke kunne lade være med at lade genlyde i sine tanker, og prøve at få til at passe med sit hjerteslag. Det var en effektiv måde for hende at berolige sit sind, og klargøre tankerne, så hun kunne vække sin sjæl for livsenergierne omkring sig. Hun lukkede øjnene, uden at tøve i sine skridt, og rakte ud med sit sind.
Livet vældede frem omkring hende, strømmende og pulserende i hvert enkelt skabnings eget mønster. Som fine tråde i et tæppe, vævede skovens væsner sig ind i hinanden med deres tilstedeværelse, og gav Njiara en dyb fornemmelse af alt liv i skoven omkring dem.
Hun sukkede tungt, da hun vendte tilbage til sin egen, begrænsede krop, og åbnede øjnene.
”Nå?”
”Intet. Skygger, men deres bevidsthed ligger fjernt,” Den høje kvindes ansigt formørkedes. ”Så længe det varer,”
Kamé fnøs. Hun havde ikke meget tilovers for sin rejsefælles evner. Hun stolede langt hellere på sin trofaste morgenstjerne, hvis skaft hun ubemærket strøg med sine fingerspidser, mens en grotesk blanding af et blodtørstigt smil og et hengivent blik, lagde sig på hendes ansigt. Havde det ikke været for det voksende antal af røvere langs landevejene, havde Kamé da heller aldrig slået sig sammen med den kvindelige mystiker. Og trods Njiaras rolige, høflige fremtræden, sagde noget hende, at modviljen var gengældt. Heks…
”Lad os nu bare komme videre. Vi når ikke frem til Naun ved at jagte spøgelser og underlige fornemmelser!” Kamé skubbede sig utålmodigt forbi hende, og trampede videre hen ad stien, uden at tage sig af den støj, hendes støvler sendte ind mellem træerne.
Njiara rynkede brynene i misbilligelse, men sagde intet. Tavst fulgte hun efter, stadig med den ene hånd lukket om sværdskæftet. Af alle folk, skulle hun selvfølgelig slå sig sammen med den mest tykhovedede…
I det samme dukkede de første glimt af en bygning op mellem træernes blade, længere fremme, og som Njiara nærmede sig, begyndte hun at kunne skelne detaljer.
Træerne tyndede ud, og afslørede et smalt hus, hvis nederste etage var bygget op af sten, og de to overliggende af brede, vejrbidte planker. Slyngplanter snoede og vred sig klatrende op ad muren flere steder, og mellem bladene tittede vinduer frem hist og her, som nysgerrige, forskræmte dyr. Bag bygningen kunne anes en hurtigt sammenstykket stald af grove bjælker, til gæsternes heste.
Over døren hang et skilt, påmalet snørklede bogstaver, og knirkede let i vinden: Sølvpilen.
Njiara sukkede stille, og måtte indrømme, at hun var en smule lettet. Kroen var kendt over det meste af landet, ikke for et fremragende køkken eller fornemme værelser, men for dens beliggenhed. Hovedvejen fra havnebyen Toral stødte til stien de havde fulgt, og svingede mod nord, i retning af Naun. Herfra var knapt to dagsrejser til den store handelsby, der også rummede landets næststørste militære post. For folk, der havde rejst gennem landet i dagevis, var synet af kroen et løfte om varm kaminild, og en snarligt fuldendt rejse. Njiara fulgte Efter Kamé henover den åbne lysning mod døren. Pladsen var halvt omgivet af skovens høje træer, men mod øst strakte sig en åben slette, kun brudt af den næsten snorlige landevej, der lå som et gråligt bælte af sten gennem det vejende græs.
Njiara tvang blikket fra udsigten, og vendte i stedet sin opmærksomhed mod det lavloftede lokale, hun netop trådte ind i.
Blide flammer flakkede og dansede mellem gløderne i ildstedet, og gnavede prøvende i barken på det tørre stykke træ, der ikke kunne være smidt på for mere end fem minutter siden. Rundt omkring stod borde og stole spredt på det solide trægulv i små klynger, og ved enkelte af dem sad rejsende og talte fredeligt, eller nød godt af køkkenets udmærkede frembringelser.
Kamé havde allerede udset sig en plads i den fjerne ende af krostuen, hvor trappen delvist skjulte et tomt bord med sin skygge.
Kort efter sad de begge i halvmørket, med en tallerken foran sig. Njiara spiste roligt, mens hun lod blikket vandre hen over de andre gæster, primært bestående af omrejsende handelsfolk. Deres klæder var pæne, men dog mere praktiske og afdæmpede i farverne, end den fine silke med broderier, de rigere købmænd i storbyerne yndede at gå med.
Kamé sad og stak til sin mad, men afbrød sin skulen til tallerknen, da døren ud til det nu natmørke skovbryn gik op.
Tre mørke skikkelser trådte ind i varmen og lyset, og slog hætterne på deres rejsekapper tilbage. Den forreste var en høj mand, klædt i blødt skind og læderharnisk, og med et sværd ved sin side. Mørkt hår faldt ned i hans øjne, der sendte de fredelige købmænd et foragteligt blik ned over høgenæsen, inden kvinden bag ham greb hans albue. Hun nikkede med et skævt smil i retning af det fjerne bord, og manden slog en latter op da han fik øje på de to, mindre lapsede, kvinder. Med lange skridt gik de tre nyankommne nærmere.
”Jeg var lige ved at tro, at her ikke var den mindste smule godt selskab,” Manden så fra Kamé til Njiara med hvad der skulle gøre det ud for et høfligt smil. ”I har vel ikke noget imod, at vi slår os ned?”
Njiaras hånd gjorde en let gestus mod de ledige stole omkring bordet, hvor kvinden allerede havde sat sig.
”Og hvad får dig til at tro, at vi er godt selskab?” Kamé hævede et af de elegant svungne øjenbryn. Hendes kolde ansigt fik dog plads til et skævt smil, da den indtil da tavse, tredje mand vendte sig i stolen, og kaldte gennem lokalet på kropigen, at hun skulle hente øl til hele bordet.
Inden længe var Kamé og de fremmede de mest larmende i hele krostuen, hvis fredsommelige småsnakken nu ofte blev brudt af højlydte udbrud og latterbrøl. Flere tomme krus begyndte at fylde op på bordet, til trods for at nogle var båret ud i køkkenet, og humøret steg i takt med at mere af den gyldenbrune væske blev hældt ned.
Njiara sad og overvejede at gå i seng. Faktummet at de andre synes dummere og dummere at høre på, havde måske noget at gøre med at hendes krus stod uberørt foran hende. Hun havde aldrig hverken spist eller drukket andet end hvad hendes krop havde brug for for at holde sig sund og frisk, og alkohol sagde hende intet. Hun sukkede og tænkte på rejsen, de havde for sig næste morgen. To dage mere, og hun kunne blive fri for sin sølvhårede rejsefælle. Hvilket ikke var en dag for tidligt. Hun betragtede kedsommeligt hvordan Kamé begyndte at lægge arm med en af mændene, hvis navn hun ikke havde fået fat i, inden hun rejste sig med et suk. På vej op ad trappen hørte hun et overrasket smertensudbrud, og Kamés triumferende latter, da hun vandt ved at sparke efter sin modstander under bordret.
Det efterfølgende slagsmål var fuld i gang, da Njiara låste sig ind på værelset med en opgivende hovedrysten.